Hollerith, Herman
1860-1929. Amerikansk ingeniør og statistiker, der i 1884 tog patent på en elektromekanisk maskine til statistikopgørelser, foretaget på grundlag af datainddatering med hulkort. Maskinen kunne ikke foretage egentlige beregninger, men den kunne sortere, sammenligne og tælle data, repræsenteret ved huller.
Hulkortene blev ført ind mellem en nåleramme og en kviksølvbeholder. Nålerammen blev herefter ført ned over kortet, og den elektriske strøm, der opstod, når de enkelte nåle gik gennem kortets huller og ramte kviksølvet, aktiverede ved hjælp af en elektromagnet maskinens tællermekanisme.
Holleriths maskine blev grundlaget for en hel masseproduktion, idet den ved USA's folketælling i 1890 blev anvendt i ikke mindre end 56 eksemplarer. Maskinens succes ved denne folketælling skabte en solid ordreindgang fra andre offentlige instanser, der havde brug for en automatisering af tunge optællingsopgaver, og Hollerith etablerede hurtigt sit eget firma, der i 1924 blev omdannet til det nuværende IBM. Han blev dermed en af de få tidlige edb-pionérer, der oplevede anerkendelse i sin egen tid.

