HCI
Human Computer Interaction er en datalogisk disciplin. HCI handler om interaktionen mellem en computer og dens menneskelige brugere. Der er tale om både en psykologisk forståelse af brugerens anvendelse af systemet og om en ingeniørmæssig konstruktion af optimale HCI-systemer. HCI er et vigtigt datalogisk område med tidskrifter, lærebøger, konferencer og værktøjer til bygning af HCI-systemer. Vigtigheden af HCI steg med fremkosten af PC'en og Internettet, som gør det muligt for millioner af mennesker at bruge computere i det daglige. Denne masseanvendelse af computere er betinget af, at de anvendte HCI-systemer er tilstrækkeligt brugsvenlige.
Konstruktion af HCI-systemer, som optimerer brugerens produktivitet, er en af datalogiens vanskeligste udfordringer. Der kræves en forståelse af både brugerens psykologi og af de tekniske muligheder, som datalogien tilbyder. HCI-systemer gør det muligt at kombinere computerens enorme regneevne og lagringskapacitet med den menneskelige brugers intuition og underbeviste tænkning. HCI-systemer er derfor nyttige til løsning af de mange problemer, hvor der ikke findes en kendt matematisk model, og som derfor ikke kan løses uden menneskelig medvirken.

