Groupware
Betegnelse for programmel til understøttelse af arbejdsopgaver, der skal løses i fællesskab. Den eksakte definition på groupware og forskellen til andre beslægtede typer programmel er som så meget andet inden for edb lidt flydende. Til forskel fra det mest almindelige programmel til PC'er, som sigter mod at understøtte den individuelle brugers arbejdsopgaver, retter groupware sig mod samarbejdet i grupper, dvs. mod at lette koordination, kommunikation, samarbejde og forhandling. Grupperne kan defineres dynamisk og gruppens medlemmer kan være spredt fysisk og organisatorisk.
Selv om tanker omkring groupware har været tænkt længe, kom det egentlige gennembrud først med produktet Notes fra Lotus, som markedsførtes fra slutningen af firserne. Der er siden kommet mange produkter på markedet, men Notes betragtes stadig som det førende produkt. Groupware vil normalt som basisfunktioner indeholde en gennemført samtidig adgang til og deling af ressourcer og aktiviteter. Den vil indeholde elektroniske muligheder for udveksling af meddelelser og dokumenter og stille et antal mere generelle værktøjer til understøtning af fælles administrative arbejdspladsopgaver til rådighed. Samtidig indeholder groupwaren et udviklingsmiljø, hvori der kan udvikles applikationer til løsning af specifikke arbejdsfunktioner, som f.eks. dokumentbehandling og workflow. Brugen af intranet kan til en vis grad tilgodese disse krav.
Groupware er således en ny type edb-produkt med generelt sigte mod at effektivisere de administrative processer i en organisation, frem for at effektivisere den personlige behandlingskapacitet. Fokus er på det edb-understøttede samarbejde (Computer Supported Cooperative Work) frem for på den enkelte person og på processer frem for på funktioner.
Der er næppe tvivl om, at der ved anvendelse af groupware i mange organisationer vil kunne opnås virkelig store forretningsmæssige fordele f.eks. i form af hurtigere reaktionsmønstre, mere korrekt sagsbehandling, bedre kundeservice etc. Også i forbindelse med den fremherskende BPR-bølge, workflow og elektronisk dokumentbehandling vil denne type programmel spille en væsentlig rolle.

