Grænseflade

(eller: interface, kontaktflade, skilleflade).

En grænseflade er betegnelsen på et grænsesnit, som er udformet som en fysisk kontaktflade mellem udstyr.

For at sikre samarbejdet mellem udstyr via en grænseflade må denne være specificeret nøje. Til en sådan specifikation hører for det første en beskrivelse af den fysiske udformning af stik og stikforbindelser samt en angivelse af de elektriske signaltilstande, som skal formidles via grænsefladen. Endvidere skal den funktionelle udnyttelse af grænsefladens signaleringsmuligheder være specificeret i form af de protokoller, som beskriver formater og procedurer for informationsudveksling via grænsefladen.

En fuldstændig beskrivelse af en grænseflade kan således være ganske omfattende. Dels for at lette overblikket, dels for at sikre et fælles grundlag for en fleksibel udnyttelse benyttes ofte en lagdelt specifikation for grænseflader, svarende til OSI. Derfor benyttes i vid udstrækning standarder, som fastlægger grænsefladen delvist, men ikke fuldstændigt. Som eksempler herpå kan nævnes X.21, X.25 og [[IEEE 802]], som indeholder grænsefladebeskrivelser til fysiske net. I en aktuel udnyttelse må disse standarder derfor suppleres med yderligere specifikationer. Uden disse svarer de nævnte eksempler til at "kunne telefonere uden at kunne tale".

Grænseflader standardiseres af nationale og internationale organisationer som ITU, ISO, ETSI, ECMA, EIA og IEEE.

Ud over de officielle standarder findes en række de-facto standarder, hvor en enkelt eller en gruppe af virksomheder har udviklet og markedsført specifikationer, som har opnået stor udbredelse. Ethernet, Hayes kommandosæt og SNA kan nævnes som eksempler.

Som nævnt indgår der oftest et stort antal standarder i den totale beskrivelse af en grænseflade. For at lette anvendelsen heraf er der udviklet en række såkaldte funktionsstandarder. Disse standarder indeholder samlede protokolstakke til bestemte anvendelser, hvor valgmulighederne i de enkelte lag kan begrænses.