Funktionstast

På et tastatur en tast, der kan bruges til at starte specielle funktioner i et program, når den trykkes ned. Normalt er der på tastaturet et antal funktionstaster (som regel 10 eller 12), anbragt i en selvstændig gruppe eller række. Hver funktionstast sender, når den nedtrykkes, en forudbestemt tegn- eller bitkombination til computeren. Det program, der modtager tegnkombinationen, kan så være programmeret med sin egen individuelle definition af, hvilken funktion der skal aktiveres. Funktionstaster benyttes ofte til at vælge et ønsket punkt på en menu, men også, f.eks. i tekstbehandling, til direkte aktivering af kommandoer.

Antallet af funktionsmuligheder kan øges ved at kombinere funktionstasten med en anden tast, f.eks. kontroltasten, således at det dobbelte tastetryk aktiverer en given funktion. Se også programmerbar funktionstast.

Forfattere: 
Allan Gjerdrum
Casper Thomsen