Frame switching

Betegnelse for en transmissionstjeneste, som er defineret i ISDN. Tjenesten minder om pakkekobling, men protokollerne er udformet på en sådan måde, at integration af tjenesten i ISDN lettes.

I frame switching benyttes LAPD både til etablering af forbindelser og overføring af datapakker. Da flere LAPD-forbindelser kan være aktive i en fælles fysisk kanal, er der ikke behov for flere logiske kanaler, da der blot oprettes selvstændige LAPD-links for hver forbindelse, der ønskes.

I frame switching vil nettet afslutte parternes linkforbindelser et eller andet sted i nettet. To kommunikerende terminaler kan derved benytte indbyrdes uafhængige adresser og nummereringer af LAPD-rammer.

Indtil videre er frame switching kun indført i begrænset omfang, da ATM er fundet mere interessant til kobling af pakker/celler med stor hastighed. Derimod er frame teknikken i praksis udnyttet i frame relay.

Forfattere: 
Mogens Ritsholm
Casper Thomsen