Font

Fra engelsk: typefont. Bestemt udgave af en skrifttype. Almindeligvis inddeles en skrifttype i 8 fonte, nemlig fire lodrette og fire kursiverede (italic) af forskellig vægt eller tykkelse: tynd (light), normal (medium), halvfed (demi) og fed (bold). Et eksempel på en udtømmende fontbetegnelse kan være Optima demi italic, altså en halvfed kursiveret skrift af typen Optima.

Fonte findes ofte i forskellige størrelser, for hvilke måleenheden er punkt (pt). På det europæiske fastland har et punkt (Didot-punkt) i dag størrelsen 0,375 mm, mens et punkt (pica-punkt) i USA og England har størrelsen 0,351 mm. Der er således ca. 72 pica punkter pr. tomme. Tolv punkter betegnes i Europa én cicero og i de angelsaksiske lande én pica. De mest brugte fontstørrelser er 6pt, 8pt, 9pt, 10pt, 12pt, 16pt, 18pt, 24pt og 36pt.

Tegnene i en given font kan eksistere fysisk i form af støbte typer på en skrivemaskine, kædeprinter, typehjulsprinter eller løst til brug ved mekanisk sats. Skrift, frembragt med sådanne typer, er ofte af meget høj kvalitet.

Alternativt kan tegnene eksistere på digital form til brug for dot-printere. Den indtil nu almindeligste digitale repræsentation af tegnene i en font er en bitmap, som angiver, om en given dot skal sættes eller ej, ved at sætte en tilhørende bit i lageret til 1 eller 0. En bitmapped font kan enten ligge uforanderlig i en PROM i udskriftenheden eller dennes controller (hardfont), eller den kan under programkontrol indlæses fra en fil (softfont eller downloadable font). Bitmapped fonte foreligger i faste størrelser og kan kun vanskeligt skaleres op eller ned. Dette problem er løst med de såkaldte vektorfonte. I disse fonte er de enkelte tegn beskrevet matematisk ved hjælp af grafiske primitiver - liniestykker (vektorer) og buer. Det er derfor simpelt herudfra at beregne en font af en vilkårlig størrelse. Se i øvrigt PostScript.