Firtrådskredsløb
Inden for telekommunikation et kredsløb, hvor de to transmissions- retninger fremføres i hver sin kanal, som er fysisk eller frekvensmæssigt adskilt. Betegnelsen skyldes, at firtrådskredsløb, som uden særlig signalbehandling skal overføre det samme frekvensbånd i de to transmissionsretninger, kræver udnyttelse af to par i et parkabel. Det kaldes også en firtrådsledning.
En firtrådsforbindelse kan dog også opnås ved anvendelse af forskellige frekvensbånd for de to transmissionsretninger. Derved kan firtrådskredsløb realiseres med et enkelt trådpar.
Internt i telenettet fremføres al information på firtrådsbasis, og det er kun ved den lokale tilslutning gennem abonnentledningsnettet, at der omsættes til totrådskredsløb ved hjælp af gafler.
Når faste kredsløb lejes på firtrådsbasis, er det således kun den lokale strækning gennem abonnentledningsnettet, der skal dubleres. Derfor er prisforskellen mellem totråds- og firtrådskredsløb lille for faste kredsløb over lange afstande.

