Filserver

(eller: file server).

Betegnelse for en server i et lokalnet, der administrerer lagring af filer for flere arbejdsstationer, tilkoblet lokalnettet. Filserver-funktionaliteten er normalt en egenskab, der er indbygget i lokalnetstyresystemet.

En filserver kan både håndtere individuelle filer, hørende til den enkelte bruger, og fælles filer (f.eks. programfiler eller data-filer), der kan deles af mange brugere. Det er evnen til deling og kontrol af denne deling (f.eks. låsning af poster ved opdatering), der gør lokalnetstyresystemer velegnede til opbygning af flerbrugersystemer. I denne forbindelse vil lokalnetstyresystemet også håndtere adgangskontrol for de enkelte filer eller directories.

Det er lokalnetadministratorens opgave at definere, hvilke directories på filserveren der stilles til rådighed på lokalnettet som logiske ressourcer, samt hvilke adgangsrettigheder der er knyttet til de enkelte brugere og ressourcer. Set fra arbejdsstationen optræder filserverens ressourcer som logiske drev (ofte kaldet virtuelle drev).

Forfattere: 
Tue Bertelsen
Casper Thomsen