Fejldetektering

I forbindelse med datatransmission vil der altid optræde bitfejl i et eller andet omfang. Derfor må der benyttes protokoller, som er i stand til at rette de opståede fejl.

De fleste protokoller benytter fejldetektering, som sker på basis af et ekstra felt, som er tilføjet i slutningen af de datablokke, som protokollen overfører. Dette kontrolfelt er beregnet med basis i de øvrige overførte data i blokken (se CRC, BCC og [[Frame Check Sequence|FCS]]). Når modtageren af en blok gennemgår den samme beregning på de modtagne data, vil eventuelle bitfejl afsløres i et resultat, som afviger fra det modtagne kontrolfelt. Modtageren vil normalt ignorere datablokken ved fejl, og afsenderen vil herefter gensende blokken efter en vis tid, når kvittering fra det første forsøg udestår.

Fejldetektering kræver kun få ekstra bit, tilføjet de data, der skal overføres. Typisk benyttes et kontrolfelt på 16 eller 32 bit til en datablok på 1.000 bit. Fejldetektering er derfor velegnet til dataoverførsel, når der optræder relativt få bitfejl, og dermed relativt få gensendinger af data.

Hvis bitfejlhyppigheden derimod er høj, kan overførsel i praksis umuliggøres, hvis der alene benyttes fejldetektering. Derfor må der i disse tilfælde benyttes fejlkorrigerende koder.

Fejldetektering benyttes også i arbejdslagre, hvor hver byte normalt forsynes med en ekstra paritetsbit. I mainframes, minicomputere og visse nyere PC'er benyttes endvidere fejlkorrigerende arbejdslagre, se EDAC memory.