Ethernet
Et populært navn for lokalnet, der følger IEEE 802.3-standarden. Oprindelig blev Ethernet "opfundet" af det amerikanske firma Xerox og i slutningen af 1970'erne videreudviklet og endeligt specificeret sammen med firmaerne DEC og Intel. Den oprindelige standard bliver derfor ofte kaldt DIX og benyttes stadig i mange installationer. De fleste Ethernet-installationer benytter dog i dag den formelle IEEE-standard. Ethernet udgør sammen med token ring de to mest udbredte lokalnetstyper på markedet.
Et Ethernet lokalnet benytter bustopologi, hvor den fysiske bus udgøres af ét langt koaksialkabel. Der anvendes basisbånd som transmissionsform og CSMA/CD som accesmetode. Transmissionshastigheden er 10 millioner bit pr. sekund.
En kabelinstallation til Ethernet skal være forsynet med en terminator i hver ende. Lange kabelstrækninger opdeles i mindre kabelstykker, kaldet segmenter, der indbyrdes forbindes via regeneratorer (repeatere). Den maksimale længde af et segment er 500 meter. Almindeligvis må der højst findes to repeatere mellem to enheder, der skal kommunikere sammen via et Ethernet. Det begrænser den maksimale længde til 1,5 km, men der findes forskellige metoder (bl.a. buffererede repeatere), der gør det muligt at håndtere større kabelstrækninger.
Det standardiserede Ethernet koaksialkabel er relativt tykt og dyrt. Derfor anvendes i mange installationer, især med PC'er, en tyndere kabeltype, der populært har fået navnet Cheapernet. Den maksimale længde af et kabelsegment i Cheapernet er 185 meter. Cheapernet-kabler kan kobles sammen med standard Ethernet-kabler via specielle konverteringsstik.
Selv om Ethernet må betragtes som en de-facto standard, er det ikke sikkert, at to enheder, der begge på papiret understøtter Ethernet, kan kommunikere sammen. Det kan skyldes, at den ene enhed anvender IEEE-standarden, mens den anden benytter DIX-standarden. Det kan også skyldes det forhold, at Ethernet kun dækker selve datatransporten (de nederste lag i OSI referencemodellen for datakommunikation), og at enhederne benytter forskellige transportprotokoller oven på Ethernet, f.eks. XNS og IPX. I de senere år er TCP/IP dog blevet en af de mest benyttede de-facto standarder for transportprotokoller oven på Ethernet, især ved sammenkobling af inhomogene enheder fra forskellige leverandører.
