Escon kanal
Enterprice Systems Connection. Navnet på IBMs implementation af deres egen ESCON-arkitektur. ESCON-arkitekturen er et sæt af standarder og protokoller, som foreskriver hvorledes kommunikationen skal foregå mellem kanaler og controllere.
ESCON-arkitekturen er baseret på lyslederteknologi, og foreskriver anvendelse af såkaldt switched point-to-point topologi. Switched point-to-point topologi betyder, at de enkelte kanaler og kontrolenheder i princippet kan kommunikere med en vilkårlig anden kanal eller kontrolenhed tilsluttet ESCON-systemet. Omskiftning af forbindelser sker elektronisk ved hjælp af en eller flere ESCON-directorer (ESCD), hvortil kanaler og kontrolenheder tilkobles via lyslederkabler. ESCON-directorerne skaber de ønskede forbindelser baseret på de styringsinformationer, som sendes over lyslederkablerne. Til hver ESCON-director er tilsluttet en PS/2, hvorfra det bl.a. af sikkerhedsmæssige hensyn er muligt at definere, hvilke forbindelser som det er tilladt for den pågældende ESCON-director at etablere. Denne kontrol- og styringsfunktion kan også placeres på en tilsluttet mainframe ved installation af det tilhørende ESCON Manager-programmel. Som lyskilde i ESCON-systemet anvendes både LED- og halvlederlasere.
Den maksimale transmissionshastighed er for nærværende 17 MB/s, uanset om der anvendes LED- eller halvlederlasere. Fordelen ved anvendelse af halvlederlasere er den større mulige afstand (op til 60 km). Den faktiske overførsel af information sker via lyslederkabler som en seriel transmission, hvor informationerne på modtagersiden opfanges af en optisk detektor. ESCON-arkitekturen ligner på mange måder SNA i sin opbygning. Der anvendes bl.a. niveauopdelte kommunikationsprotokoller, og alle data og styringsinformationer sendes via frames.

