Entitet
Inden for datamodellering en abstrakt betegnelse for noget, der i en bestemt forbindelse er interessant at behandle som et hele. I et bogholderisystem vil f.eks. et bilag kunne opfattes som en entitet.
Betegnelsen benyttes både i betydningen entitetsforekomst, hvor der kun er tale om en enkelt enhed, og i betydningen entitetstype, hvor der er tale om en type for, eller en mængde af entitetsforekomster med ensartede karakteristika.
En entitetstype indeholder generelle egenskaber eller attributter, som alle entitetsforekomster af samme type har. Det kan f.eks. være entitetstypen bilag, der indeholder alle de enkelte bilag i et bogholderisystem. Bilag har f.eks. egenskaberne bilagsnummer, bilagsart, kontonummer, beløb og tekst.
En entitetsforekomst indeholder et konkret eksemplar af entitetstypen, f.eks. et konkret bilag. I så fald indeholder egenskaberne værdier, f.eks. bilagsnummer = 1234, bilagsart = kreditnota, kontonummer = 44-245, beløb = kr. -2000,00 og tekst = returnerede varer.
Entitetstyper har ofte sammenhæng med andre entitetstyper. Bilag kan f.eks. have sammenhæng med entitetstypen konti, som indeholder de konti, bilag kan posteres på. Se også ER-model.

