Driver (A)
(eller: drivprogram).
Betegnelse for det basisprogrammel, som håndterer grænsefladen til en computers ydre enheder, f.eks. pladelager, terminalport eller en grafisk dataskærm. En driver skrives, så den har en standardiseret grænseflade til det programmel, der benytter den, uanset den ydre enheds eventuelle særheder.
En driver giver en række kommandoer til den ydre enhed i dens specifikke format og tager sig af det resulterende interrupt. En driver kan være en integreret del af styresystemet eller kan indlæses efter behov som resident programmel, afhængig af det enkelte styresystem. Udviklingen af drivere kan for visse ydre enheder være en kompliceret opgave, der kræver indgående kendskab til styresystemets interne opbygning på I/O-siden samt til den ydre enheds funktionelle egenskaber. Specielt kan fejlfinding i drivere være en vanskelig sag på grund af tidsmæssige forhold; på dette punkt er der stor lighed med problemerne inden for tidstro databehandling.

