Domain (A)
(eller: domæne).
Betegnelse, der benyttes i lokalnet for et sæt af servere, som logisk grupperes med henblik på at simplificere lokalnetadministrationen. Hvert domain indeholder en fælles brugerdatabase, som automatisk kopieres til og benyttes af samtlige servere inden for det pågældende domain. Vedligeholdelsen af brugerdatabasen med brugernavne, passwords, brugergrupper, adgangsrettigheder mv. sker kun ét sted i en såkaldt primær domain controller. Herfra kopieres informationerne ud til andre servere, som enten er backup domain controllere (der assisterer i valideringen af brugeres log-on og kan overtage rollen som primær controller i tilfælde af fejl) eller er medlemsservere, der blot får deres brugerdatabaser opdateret af den primære domain controller.
Store lokalnet kan indeholde flere domains, hver med flere servere. Domains kan således benyttes til logisk at isolere forskellige funktionsgrupper eller afdelinger inden for en organisation fra hinanden på samme fysiske lokalnet.

