Document Description Language

(eller: DDL).

Et sidebeskrivelsessprog, der sammen med postscript i 1985 blev udråbt til at være fremtidens "grafiske" sprog.

DDL er da også (mindst) på højde med PostScript, hvad angår grafiske faciliteter og muligheder. Sproget optimerer de data, der skal til for at danne en side, således at datamængden bliver mindst mulig. Herved formindskes overførselstiden fra PC til printer. DDL kan benytte både bitmapped fonte og vektorfonte, således at kapaciteten kan tilpasses den konkrete opgave, og hastigheden optimeres.

Idag er PostScript og PDF langt de mest udbredte. Dette skyldes dels, at Apple valgte PostScript som standard, og at Hewlett Packard, der overvejede DDL, valgte at gå sin egen vej med PCL.

DDL's optimering af data til billeddannelse på den enkelte side bevirker, at DDL alt andet lige er 20 - 50% hurtigere end PostScript på samme type opgave.

Forfattere: 
Jens Schou-Christensen
Casper Thomsen