Directory systems
(eller: oplysningstjeneste, vejviser, clearinghouse, adressebog, opslagstjeneste).
Directory systems er betegnelsen for det, der var planlagt at blive en verdensomspændende oplysningstjeneste (også kaldet "The Directory"), hvori oplysninger om telefon- og teleabonnenter og datanetapplikationer kunne findes. Det globale system er endnu ikke blevet realiseret, bl.a. på grund af at andre, simplere tjenester har løst de vigtigste problemer i forbindelse med datanet, og at specifikationen af de relevante personoplysninger i global sammenhæng er et meget vanskeligt problem. Directory systems defineres af CCITT og ISO i fællesskab, med udgangspunkt i CCITT's X.500 rekommandationer, idet private og offentlige systemer skal kunne arbejde sammen i tjenesten. Directory systems er beskrevet ved ISO-standarden med nummer 9594, som er næsten identisk med X.500. Der forudses her, at "The Directory" realiseres som en distribueret database.
Der er fra starten tænkt på to hovedanvendelser for directory systems. For det første skal tjenesten anvendes af det offentliges telekunder til en verdensomspændende nummeroplysningstjeneste ("white pages", idet telefonbøger i USA har hvide sider for personoplysninger). En anden vigtig anvendelse er i sammenhæng med elektronisk post, hvor systemet skal bruges til at slå leveringsadressen op for en given bruger. Dette er et specialtilfælde af den funktion inden for OSI, hvor navnet på en application entity (dvs. en applikation) kan bruges til opslag i et directory system for at finde NSAP-adresse og anden adresseringsinformation. Se også nameserver, yellow page og LDAP.
I X.500 er der en række sikkerhedsmæssige overvejelser, og bl.a. er der specificeret mekanismer til autentifikation, herunder et format X.509 for certifikater.

