Diakritiske tegn
Tegn, som tilføjes et bogstav for derved at give det en anderledes lydværdi (udtale), f.eks. moiré, kánon, allé, rosé, entré, mortér.
På dansk anvendes især: ´ (accent aigu), men også i fremmedord ` (accent grave), to prikker ¨ (egentlig to tegn trema og umlaut), f.eks. i det franske noël og det tyske ü, ^ (cirkumfleks, fra fransk accent circonflexe), ¸ (cedille, fra fransk) og ~ (tilde, fra spansk). Prikken over i, bollen over å og stregen gennem ø er ikke diakritiske tegn.
Det er ikke alle diakritiske tegn, der er defineret i de normalt anvendte tegnsætstandarder. Det betyder, at edb-producenterne for de enkelte sprogområder må definere, hvilke diakritiske tegn der skal kunne fremkaldes på skærm og printer. Standardiseringsorganisationerne arbejder dog på - gennem udvidede tegnsæt (med mere end 256 tegn) - at omgå disse problemer, se ISO 10646.
Diakritiske tegn kan bl.a. indtastes ved en kombination af det diakritiske tegn og det påpgældende tegn. Det diakritiske tegn flytter ofte ikke markøren, jvf. dead key.

