Deponering af kildeprogrammel
Ved deponering af kildeprogrammel sikrer kunden sig muligheden for at videreudvikle og vedligeholde et programmel uden leverandørens medvirken. De nærmere vilkår for deponeringen og udleveringen af det deponerede kildeprogrammel aftales sædvanligvis i forbindelse med indgåelsen af kontrakten om overdragelsen af brugsretten til programmellet.
Deponering sker f.eks. direkte på det leverede edb-anlæg, i en bank, hos en advokat, eller hos en anden pålidelig tredjepart (f.eks. Teknologisk Institut. Ved aftale fastlægges, i hvilket omfang kunden har ret til at få adgang til det deponerede kildeprogrammel, f.eks. i tilfælde af leverandørens konkurs eller dennes misligholdelse af sine forpligtelser til at videreudvikle eller vedligeholde programmellet.
En køber af ejendomsretten eller brugsretten til programmel bør sikre sig muligheden for at få adgang til kildeprogrammellet i tilfælde af leverandørens konkurs eller misligholdelse af vedligeholdelsesforpligtelserne.

