Datapak

Datapak er de nordiske landes handelsbetegnelse for offentlige datanet af den pakkekoblede type. I Danmark etableredes et sådant datanet i 1984. I de fleste andre lande findes tilsvarende offentlige datanet, og der er derfor mulighed for samtrafik med det meste af verden fra det danske net. Sideløbende med datapak tilbydes i Danmark datex, som er et kredsløbskoblet offentligt datanet.

Offentlige datatransmissionstjenester blev liberaliseret i Danmark den 1. januar 1993, og andre end televirksomhederne har derfor længe kunnet udbyde sådanne tjenester. Der findes derfor i Danmark nu en række lignende net, som overvejende indgår i internationale net til erhvervsformål.

Et fortrin ved pakkekobling i forhold til kredsløbskobling er muligheden for mange samtidige samtaler via en enkelt fysisk tilslutning og muligheden for samtrafik mellem fysiske tilslutninger af forskellig type og hastighed. Endvidere er pakkekobling gunstig ved trafik over store afstande, da teknikken her indebærer, at transmissionsressourcerne kun beslaglægges i et omfang, som svarer til den effektivt overførte datamængde. Derfor er datapak særlig anvendt ved international samtrafik, mens datex er dominerende for indenlandsk trafik.

Datapak er opbygget på grundlag af CCITT's anbefalinger. Den vigtigste heraf er X.25. Den beskriver de procedurer, der skal følges af en terminal, der er fast tilsluttet nettet.

En X.25-tilslutning er forholdsvis kostbar. Der findes imidlertid en billigere løsning, da datapak også kan benyttes af [[asynkron terminal|asynkrone terminaler]], der kalder op til tjenesten via det offentlige telefonnet. Derved skabes adgang til en såkaldt PAD (Packet Assembly/Disassembly), som danner forbindelsesled mellem den [[asynkron transmission|asynkrone transmission]] og pakkeoverførslen internt i datapak. Over for PAD skal den asynkrone terminal følge procedurer, der er fastlagt i X.28. Inden opkaldsforsøg kan foretages, skal brugeren imidlertid identificere sig over for nettet ved hjælp af en såkaldt NUI (Network User Identification), se forklaring under NUA.

I forhold til en X.25-tilslutning er der en række begrænsninger for udnyttelsen af et pakkekoblingsnet ved hjælp af X.28. For det første kan en X.28-terminal ikke kaldes op fra nettet, og det er kun muligt at etablere en enkelt logisk forbindelse via PAD ad gangen. Den største begrænsning er imidlertid, at den asynkrone transmission mellem terminal og PAD ikke kan rette eventuelle bitfejl, som opstår ved overførslen. Derfor er X.28 uegnet til egentlig filoverførsel, og adgangsmuligheden anvendes næsten udelukkende til manuelt betjente terminaler, der via datapak foretager søgninger i fjerntliggende databaser.

Med det stadig stigende antal PC'er er der opstået et øget behov for en tilslutningsform, som kan forene X.28's prisbillighed med X.25's sikkerhed. Med dette formål er X.32 derfor blevet udviklet. X.32 er baseret på kredsløbskoblet adgang til datapak via telefonnettet, datex eller ISDN. Derved skabes en synkron forbindelse mellem terminal og net, som herefter udnyttes i overensstemmelse med "normal" X.25. Derfor kaldes X.32 også "switched X.25".

Datapak har ligesom datex en lang række ekstra faciliteter, som enkeltvis kan vælges af abonnenten med henblik på at lette eller sikre transmissionen. De vigtigste er lukket brugergruppe, [[modtager betaler|modtager betaler]], maksimal pakkestørrelse, vinduestørrelse og [[fast select|fast select]]. For hvert enkelt opkald angives i opkaldspakken de faciliteter, som ønskes udnyttet for det pågældende opkald. Hvis et opkald mislykkes, vil datapak altid angive årsagen til afvisningen. Det sker ved hjælp af en såkaldt clearing cause, der angiver hovedårsagen, og en diagnosekode, som yderligere differentierer årsagen.

Datapak kaldes et dedikeret net, da det er baseret på specielle datapakcentraler, der for mindre enheders vedkommende kaldes knuder. Centralerne er indbyrdes forbundet med faste kredsløb på 64 kbit/s eller højere hastighed.

Abonnenter i datapak betaler en oprettelsesafgift og løbende faste kvartalsafgifter. Herudover betales for den førte trafik, idet der er afgifter for hvert opkald, samtaletid og overført datamængde. Disse afgifter betales alene af den kaldende part, medmindre faciliteten modtager betaler anvendes. For indenlandske forbindelser er afgifterne for samtaletid små for opkald fra en X.25-terminal. Derimod er tidsafgifterne mærkbare for X.28- og X.32-opkald, da disse afgifter også skal dække telefonsamtalen frem til PAD-indgangen i datapak.

Grundlaget for volumenafgifterne er den overførte datamængde, målt i segmenter. Hver datapakke indeholder mindst et segment. Hvis antallet af byte i pakken overstiger 64, regnes dataindholdet for to segmenter og så fremdeles. En pakke med 1 byte og en pakke med 63 byte koster således det samme at overføre, og det er derfor vigtigt at samle data i store pakker.

Også i ISDN er pakkekoblingstjenesten til rådighed, idet der er defineret en særlig anbefaling for adgang til tjenesten via dette net. Se X.31.

Imidlertid passer teknikken i pakkekobling dårligt med ISDN's interne grundfunktioner. Derfor må pakkekobling i ISDN forvaltes af særlige enheder, såkaldte pakkehandlere. I erkendelse heraf blev der defineret nye tjenester til overførsel af pakker i tilknytning til ISDN. Det drejer sig om frame relaying og frame switching, som imidlertid fortrinsvis anvendes i egne dedikerede datanet, hvor frame relay har fået stor udbredelse.

Pakkekoblingsteknikken er i stigende omfang erstattet af transmission af pakker ved hjælp af den forbindelsesfri IP-protokol, hvor pakker transporteres gennem nettet uden en sammenhængende logisk forbindelse mellem parterne. Men X.25-protokollen benyttes udbredt til lokal sammenkobling af udstyr.