Datakraft (A)
En computers samlede evne til at lagre, behandle og transportere data, dvs. computerens kapacitet. Da der ikke findes nogen etableret måleenhed for datakraft, må man ty til forskellige tekniske kapacitetsindikatorer, som i hvert fald delvis kan give et indtryk af størrelsesforskelle i kapaciteten.
I daglig tale indikeres kapacitetsniveauer implicit og enkelt ved angivelse af computertype. Endvidere kan benyttes forskellige uofficielle - men dog delvis standardiserede - måleangivelser som f.eks. MIPS eller megaflops, som i mangel af bedre ofte anvendes af leverandørerne.
Også processorernes interne klokfrekvens (især for PC'er) benyttes som et udtryk for datakraft. I forbindelse med benchmark test er der udviklet en række metoder, der benytter specifikke (reelle eller simulerede) belastninger til sammenligning af computeres kapacitet og dermed kan give et relativt udtryk for datakraften. Se også ydeevne og kapacitetsmål.

