DCA
Document Content Architecture. En IBM standard for formatering af elektroniske dokumenter, således at de kan udveksles mellem forskellige computere og deres brugere, f.eks. ved hjælp af elektronisk post eller DIA (Document Interchange Architecture).
DCA-dokumenter kan defineres som værende i kladdeform og som sådan mulige at ændre (RFT - Revisable Form Text), eller de kan defineres som værende endelige og som sådan ikke mulige at ændre. DCA er udviklet som en del af SNA, men konvertering til/fra DCA understøttes af de fleste tekstbehandlingsprogrammer.
Det tegnsæt, som DCA understøtter, er imidlertid begrænset - og DCA er derfor utilstrækkelig til at understøtte de muligheder, som desktop publishing og laserprintere giver, f.eks. i forbindelse med formatering, anvendelse af fonte, proportionalskrift og andre mere krævende udskriftsmuligheder. Der arbejdes derfor kraftigt med definition af mere omfattende format-standarder. Se Rich Text Format.

