Client/server
Et princip for udveksling af data mellem forskellige programmer. I client/server princippet fungerer ét program som klient, der anmoder et andet program - serveren - om services. Klienter og servere indgår herefter i en konversation med hinanden og kan under denne udveksle data. Udvekslingen kan ske på anfordring under programkontrol, f.eks. via et makrosprog eller gennem API'er, eller den kan ske uopfordret, hvis klienten har bedt serveren om at blive informeret, hver gang der sker ændringer i et nærmere identificeret dataobjekt, som serveren har kontrol over. Normalt vil klienten tage initiativet, med serveren i en mere passiv eller afventende rolle.
Client/server princippet kan også anvendes mellem programmer, der afvikles på samme fysiske computer. Specielt styresystemerne OS/2 og Windows er velegnede hertil, bl.a. fordi begge styresystemer indeholder dynamic data exchange (DDE), der gør det muligt at integrere en lang række programmer på en ikke-forudbestemt måde via client/server princippet.
I en mere generaliseret form udgør client/server princippet fundamentet for de egentlige client/server arkitekturer, hvor klienter og servere kan befinde sig på fysisk separerede computere. Se også browser, WWW, Post Office Protocol og IMAP.
