CRC
Cyclic Redundancy Check. CRC er en algoritme til udregning af et kontrolfelt, som benyttes i bitorienterede protokoller, hvor feltet placeres sidst i de datarammer, der overføres. Afsenderen udregner CRC på grundlag af alle øvrige databit i rammen. Hvis modtageren gennem samme beregningsprocedure kommer til et resultat, som afviger fra det modtagne CRC, må der være opstået bitfejl ved overførslen.
Den algoritme, der benyttes for CRC, er udvalgt på en sådan måde, at kontrolfeltet netop er den restværdi, der fremkommer i et skifteregister, når rammens øvrige bit er passeret gennem dette. Skifteregisteret indeholder tilbagekoblinger mellem nogle af dets positioner, svarende til det polynomium, der danner grundlag for beregningen. Deraf udspringer navnene cyklisk og redundancy.
Udregning og kontrol af CRC sker altovervejende i særlige HDLC-kredse. I forbindelse med lokalnet kaldes feltet ofte FCS for Frame check sequence.

