CGI
Common Gateway Interface. Betegnelsen for den grænseflade, der er mellem en WWW-server og programmer, der dynamisk kan generere WWW-dokumenter.
WWW-dokumenter er ofte filer skrevet i HTML. Ved en forespørgsel fra en browser vil en WWW-server efter afkodning af URL'en lokalisere filen og sende en kopi tilbage til browseren. Sådanne dokumenter er statiske, idet serveren ikke modificerer indholdet på noget tidspunkt. Hvis dokumentet indeholder information, der hyppigt ændres, betyder det, at filen skal modificeres i takt med at informationen ændrer sig. Gælder dette en større samling dokumenter, kan det hurtigt blive uhensigtsmæssigt. At vise indholdet af en større database er i praksis umuligt.
Et alternativ er at undgå at have filer, men generere dokumenterne dynamisk efter behov. Dette er specielt interessant hvis browser og server benyttes til søgning i større databaser. I URL'en indkodes den nødvendige information af browseren; dette kan f.eks. ske på grundlag af et dokument med passende felter, der udfyldes af brugeren. Serveren afkoder oplysningerne og kalder det relevante CGI-program, idet oplysningerne overføres som parametre til programmet. På grundlag af parametrene genererer programmet et HTML-dokument, som afleveres til serveren. Programmet kan f.eks. genererer en side med resultater fra et opslag i en database (se databasesprog og SQL); i princippet er der ingen begrænsninger på, hvorledes programmet genererer uddata. Programmet kan skrives i et vilkårligt programmeringssprog; hyppigt anvendte sprog er PERL, C og kommandosprog (se også C-shell).
Brug af CGI nødvendiggør overvejelser af sikkerhedsmæssig art, idet CGI-programmer ofte afvikles med udvidede privilegier. Det er derfor vigtigt at overbevise sig om, at et givet CGI-program f.eks. ikke indeholder en trojansk hest.
== Andre betydninger == * Computer Generated Images - Grafik genereret på en computer.

