CCITT

Comité Consultatif International Télégraphique et Téléphonique. CCITT er den ITU-komité, som udvikler internationale specifikationer for kabelbaserede teleydelser. CCITT's normer udkommer som anbefalinger, da medlemslandene ikke er formelt forpligtet til at følge dem. CCITT og CCIR er nu samlet i en fælles standardiseringskomité, men mange anbefalinger er stadig mest kendt under de tidligere komitébetegnelser.

ITU's omfattende arbejde er organiseret i studiegrupper, som er ansvarlige for anbefalinger inden for afgrænsede områder. Der er knap 20 af disse studiegrupper, og det er karakteristisk, at anbefalingerne fra en bestemt studiegruppe tituleres med bestemte forbogstaver. Anbefalinger for offentlige net begynder således alle med X (f.eks. X.25), mens anbefalinger for modemer alle begynder med V (f.eks. V.24). For ISDN benyttes I for de generelle tjenesteanbefalinger, mens Q bruges for de specifikke protokoller. I nogle tilfælde dækker en anbefaling flere studiegruppers interesser. Den samme anbefaling kan derfor findes med flere numre. F.eks. er X.27 og V.11 identiske.

CCITT blev omorganiseret og omdøbt til ITU-T i 1992, og anbefalinger efter dette tidspunkt har denne betegnelse.

Forfattere: 
Mogens Ritsholm
Casper Thomsen