Byte
(eller: oktet).
Informationsenhed (se også måleenheder) bestående af en bitstreng på 8 bit. Ordet forkortes i mange sammenhænge "B". Tegnsæt er - på nær de nyeste tegnsætstandarder - opbygget med en byte som enhed for ét tegn. Computere er indrettet på at bearbejde en byte - eller et multiplum heraf - i én arbejdsgang.
I lighed med bit staves byte i denne udgivelse uden s i flertalsformen jvf. anbefaling fra Dansk Standard. Se også ordlængde.
Ordets oprindelse er uklar. En nærliggende forklaring er ordets lighed med "bite", som betyder bid eller mundfuld. Det siges også, at der er tale om en forkortelse af "BinarY DigiT Eight".

