Business Intelligence
Business Intelligence (også kaldet BI) handler om forretningens evne til at holde sig løbende orienteret om, hvorledes det står til, og dermed også om at få sikret sig et solidt beslutningsgrundlag. Via BI-værktøjer måles især på de nøglefaktorer, som for alvor tæller. Er der afvigelser fra målene analyseres årsagerne dertil. BI-begrebet dækker flere applikationer, der håndterer forskellige funktioner:
Data skal hentes fra relevante databaser og andre kilder. Ofte lagres både de historiske og aktuelle data i et data warehouse, et datavarehus, til analyseformål, men forinden skal der sikres entydighed i data fra de mange kilder - de skal "renses". Mindre, relevante datasamlinger kan trækkes ud i data marts.
Disse data ligger til grund for faste analyser samt ad hoc analyser, for eksempel som følge af en bestemt forespørgsel, som sker online. Forespørgsler sker typisk på kryds og tværs af datatyper, altså multidimensionalt. Ofte tales der om OLAP (Online Analytical Processing).
Resultaterne præsenteres i rapporter på papir og/eller skærm. Ofte vil rapportering om alvorlige afvigelser også blive fremsendt via e-mail eller sms.
I visse tilfælde lader man computeren selv søge efter mønstre i salgstal og andre data. Det kaldes data mining. Relativt nyt er text mining, hvor computeren går løs på tekster for at finde mønstre deri.
BI anvendes i stigende omfang også til forebyggende formål kaldet Predictive Analysis. Typisk ses efter tegn på svindel eller kundeflugt. Langsommere går det med automatisering af beslutninger, Decision Automation, der dog spirer.
Ledere forsynes typisk med et såkaldt dashboard eller cockpit, der giver det hurtige overblik på skærmen på enkel vis, men også med let adgang til at bore sig ned i detaljer.
