Bitplan

En all points addressable skærmadapter indeholder et lager med billedpixler. Hver af disse pixler repræsenteres ved et antal bit, som angiver farve og lysstyrke for den pågældende pixel. Såfremt der af hver pixel udtages en bestemt bit, vil alle disse udgøre en bitplan. Antallet af bitplaner i en given skærmadapter er således det samme som antallet af bit pr. pixel og dermed bestemmende for, hvor mange samtidige farver der kan vises på skærmen (se billedbehandling).

Pixler kan repræsenteres på to måder i computerens lager: enten lagres alle bit hørende til én pixel samme sted i lageret (f.eks. i en, to eller tre byte), eller en given bit i mange pixler lagres sammen, således at bittene i en bestemt pixel lagres spredt i lageret. Den sidstnævnte metode svarer til at lagre et billede som et antal særskilte bitmaps. Den første metode er velegnet, når hele pixelværdier skal læses eller skrives. Dette er ofte tilfældet i forbindelse med screen-dump (se forklaring under hard copy) eller ved billedbehandling. Den anden metode er velegnet, når blot en enkelt bit skal ændres i mange pixler. Dette er aktuelt, når meget hurtigt varierende strukturer såsom markører eller indramningsrektangler skal tegnes.

En given skærmadapter vil benytte én af disse metoder. Adgang til pixlerne på den anden måde vil derfor almindeligvis være væsentligt langsommere.

Forfattere: 
Henrik Graversen
Casper Thomsen