Bell, Alexander Graham

1847-1922. Skotskfødt videnskabsmand og døvstummelærer, der i 1870'erne udviklede og i 1876 tog patent på den første anvendelige telefon. Bell benævnes ofte telefonens opfinder, men denne ære må retfærdigvis tilskrives tyskeren Philipp Reis, der allerede i 1861 demonstrerede et af ham udviklet telefonapparat.

Telefonen blev udviklet i et tæt samarbejde mellem Bell og elektrikeren Thomas A. Watson og var egentlig et sideresultat af ihærdige bestræbelser på at konstruere en såkaldt multipleksograf (en telegraf, der kunne håndtere flere telegrammer samtidig).

Bells telefon byggede på et princip om, at svingninger, skabt af tale, i én pergamentmembran (afsenderen) kunne overføres ved hjælp af en elektromagnet til en anden pergamentmembran (modtageren). Bell udtog patent på sin opfindelse i marts 1876.

Bell og Watson var ikke ene om at udvikle dét, der skulle blive den moderne telefon. Også Elisha Gray kom på sporet og indleverede - rent faktisk samme dag som Bell - en patentansøgning med en principskitse for et taleoverførende apparat. Da Bells ansøgning imidlertid var langt mere finpudset, fik Bell patentrettighederne, som han med succes forsvarede i en senere retssag mod Gray.

Bell & Watson lagde et stort arbejde i at demonstrere deres opfindelse, og der kom allerede tidligt en pæn efterspørgsel af disse nye vidunderapparater. I 1877 dannedes Bell Telephone Company, et lille beskedent firma, der dannede grundlaget for en hastigt voksende telefonindustri, og som skulle udvikle sig til dagens mega-koncern AT&T med de berømte Bell Labs.

Bells store interesse for døves forhold satte sit præg på hele Bell-koncernen. Bl.a. krævede Bell Labs efter opfindelsen af transistoren ingen royalties på transistorer, produceret til høreapparater.