Automatisk opkaldsbesvarelse

(eller: auto-answer).

Med automatisk opkaldsbesvarelse kan en ubetjent terminal besvare et opkald fra telenettet uden manuel indgriben. Betegnelsen bruges kun for modemer (herunder faxmodemer) og andet teleterminaludstyr, der tilsluttes det offentlige telefonnet. For andre koblede transmissionstjenester såsom datex, datapak, telex og ISDN er dataterminaler næsten altid indrettet til automatisk besvarelse af opkald. Manuel besvarelse betragtes derfor som en afvigelse for disse tjenester.

Modemer vil i stilling "auto", der aktiveres med en trykknap eller via ordrekommando fra en PC, automatisk besvare enhver tilringning. Fremgangsmåden og hændelsesforløbet på grænsefladen til den tilkoblede terminal er beskrevet i anbefalingen V.25. Ifølge denne kan modemet gennemføre besvarelsen (afløftning) selvstændigt. Modemet kan dog også indstilles på en sådan måde, at terminalen afgør, om opkaldet skal besvares. Den adviseres om tilringningen via et af grænsefladekredsløbene.

V.25 foreskriver, at det automatisk svarende modem uanset type skal udsende en 2.100 Hz tone ("hyletone"), inden den egentlige datatransmission kan påbegyndes. Denne regel er indført for at sikre et fælles tonesignal, som kan fortælle telefonabonnenter, at de har fået forbindelse med automatisk svarende dataudstyr. Den fælles tone er her nødvendig, da modemerne i øvrigt lyder højst forskelligt.

2.100 Hz tonen tjener imidlertid også et mere direkte teknisk formål, da den udkobler eventuelle ekkospærrere i forbindelsen. På internationale forbindelser, specielt interkontinentalt, har dette stor betydning, da ekkospærrere ofte benyttes i sådanne forbindelser.

I telefaxmaskiner og PC'er med indbyggede modemer benyttes helt samme principper for automatisk opkaldsbesvarelse, selv om grænsefladen mellem modem og terminal i disse tilfælde er et internt grænsesnit i terminalen, og ikke som forudsat i V.25 en seriel V.24 grænseflade.

Forfattere: 
Mogens Ritsholm
Casper Thomsen