AutoCAD
Et program til udarbejdelse af CAD tegninger og dokumentation. AutoCAD er et program med en åben arkitektur. Der er dem, der mener, at AutoCAD er mere end et program og i stedet kan betragtes som et grafisk styresystem. AutoCAD er det største system til PC-brug med en markedsandel på omkring 70% af det samlede CAD-marked. Det er muligt at tilføje nye kommandoer til AutoCAD. Det gøres enten med programmet AutoLISP, som er en videreudvikling af det oprindelige LISP-sprog, eller via ADS-fladen (AutoCAD Development System), hvor kommandoer skrevet i C eller C++ kan tilføjes. AutoCAD har også en SQL-snitflade, som gør det muligt at binde tegningsobjekter sammen med databaseoplysninger. Massive objekter kan udskrives til en ACIS-fil, som derefter kan anvendes som indgangsdata til f.eks. et FEM-program.

