Arbejdstilsynet

Arbejdstilsynet administrerer lov om arbejdsmiljø og består af Direktoratet for Arbejdstilsynet, Arbejdsmiljøinstituttet samt 14 tilsynskredse.

Arbejdstilsynets opgaver ligger primært inden for områderne vejledning, udstedelse af forskrifter, forberedende lovgivningsarbejde samt kontrol af, om arbejdsmiljøloven og tilhørende forskrifter overholdes. Direktoratet varetager her den overordnede planlægning og koordinering af arbejdsmiljøindsatsen, mens tilsynskredsene varetager den direkte kontakt og kontrol med landets arbejdspladser. Tilsynskredsene er sammenfaldende med amtsinddelingen, dog udgør Roskilde og Bornholms amter én kreds, og Københavns og Frederiksberg kommuner én kreds.

Arbejdstilsynet kan påbyde, at forhold, der strider mod lov og forskrifter, bringes i orden inden for en given frist. Tilsynets afgørelser kan i første omgang indbringes for direktøren for Arbejdstilsynet og dernæst for arbejdsministeren.

Forfattere: 
Klaus Hansen
Casper Thomsen