Anonym FTP

I forbindelse med filtransport begrænses filoverførsel ofte, således at kun en bruger, der har ressourcer (loginnavn, plads) på såvel den afsendende som den modtagende maskine, kan gennemføre filoverførsler. Dette er en begrænsning, der skyldes ressource- og sikkerhedsmæssige overvejelser, og den gør anvendelsen af filtransport til distribution af programmer, dokumenter eller data meget besværlig.

På mange systemer, specielt på Internettet, er det derfor muligt at benytte anonym FTP til transport af data fra arkivmaskinen til egen maskine (download), og i visse fåtallige tilfælde også den anden vej (upload). Anonym FTP kræver kun, at man har ressourcer på sin egen maskine. Arkivet er gerne anbragt i en del af filsystemet, der kun kan læses fra, og der er lagt begrænsninger på hvad den eksterne bruger kan foretage sig.

Ved filtransportens start er der konventioner i Internettet for hvorledes man identificerer sig over for arkivsystemet. Man anvender gerne et brugernavn, som angiver at der er tale om anonym FTP (f.eks. "anonymous", "ftp", "guest"), og fortæller sin elektroniske postadresse i stedet for et password. Dette vil normalt være angivet i brugsanvisningen for det pågældende arkiv. På denne måde er der egentligt ikke tale om anonymitet, men identifikationen af brugeren vil ikke blive brugt yderligere, hvorved anonym FTP adskiller sig fra bulletin boards.

Se også archive site og archie.

Forfattere: 
Klaus Hansen
Casper Thomsen