Ankommende trafik
I datakommunikation og telekommunikation er ankommende trafik den trafik, som modtages af et datacenter, en ruter, en PABC eller en offentlig central. Afgående trafik er modsætningsvis den trafik, som udspringer fra eller videredirigeres af enheden.
Trafikken måles i transaktioner pr. sekund, informationsmængde pr. sekund, pakker pr. sekund eller erlang. For de forbindelsesafhængige transmissionstjenester (ATM, ISDN, telefoni, datex, datapak) er det opkaldsretningen, som afgør, om hele opkaldet skal opfattes som ankommende eller afgående i forhold til observationspunktet. I en ruter, der afvikler datagramorienteret trafik i form af pakker, er det den enkelte pakke, der henføres til de to retninger.
For store trafikbundter er det ofte fordelagtigt at opdele disse i et ankommende og et afgående bundt, som hver for sig kun udnyttes til trafik i én retning. Derved undgås kollisioner, og det sikres, at trafik i den ene retning ikke kan blokere for trafik i den modsatte retning.

