Analog transmission

Inden for telekommunikation er analog transmission overførsel af analoge signaler ved hjælp af kontinuerlige variationer af en elektrisk spænding. Analog transmission benyttes i kabel- og radioanlæg, hvor det analoge signal ofte flyttes til andre frekvensbånd ved hjælp af modulation.

Ved analog transmission vil der altid ske en forvrængning af de overførte signaler, og det kan heller ikke undgås, at støj tilføjes ved overførslen.

Det samme er ikke tilfældet ved digital transmission, hvor de modtagne bitstrømme kan gengives som tro kopier af de afsendte, når der ses bort fra de enkeltstående bitfejl, som kan forekomme. Derfor er det fordelagtigt at omsætte analoge signaler til digitale og overføre dem i denne form, hvorefter det oprindelige analoge signal kan gendannes. Se også kvantisering. I det offentlige telenet sker analog transmission i de såkaldte FDM-systemer, mens digital transmission sker i PCM-systemer eller SDH.

Forfattere: 
Mogens Ritsholm
Casper Thomsen