Algoritmik

Algoritmik (algorithmics) bruges af nogle som betegnelse for teorien for algoritmer i bred almindelighed.

Inden for algoritmik interesserer man sig såvel for effektiviteten af kendte beregningsmetoder som for at opsøge nye løsningsmetoder til forelagte problemer og eventuelt finde teoretiske nedre og øvre grænser for, hvor godt bestemte typer problemer kan løses (jævnfør kompleksitet).

Som eksempler på problemer, der behandles i algoritmik, kan nævnes: hvor hurtigt kan man udføre multiplikation? eller potensopløftning? Hvilke er de bedste metoder til sortering? og til søgning? Hvordan bestemmes den hurtigste vej fra et punkt til et andet i et net af ruter? eller den korteste rørføring mellem ønskede forbindelsespunkter?

Forfattere: 
Nils Andersen
Casper Thomsen