Akkumulator
Et register i en computers CPU til opsamling af beregningsresultater. I ældre computere var akkumulatoren stort set det eneste register til egentlig databehandling, mens regneresultater nu om dage typisk ender i ét af flere ens generelle registre. Den danske computer GIER fra 1960'erne havde således én 40 bit lang akkumulator (R for resultatregister) samt et hjælperegister til brug ved multiplikation og division, hvor der er brug for det dobbelte antal bit. Herudover var der et par adresseregistre på 10 bit til brug ved registerrelativ adressering.
For mikroprocessorer fra Intel benyttes ordet ofte om AX-registeret, der i en additionsinstruktion som ADD AX,[1234h] optræder som typisk akkumulator: Det 16-bit heltal, der befinder sig på den hexadecimale adresse 1234, adderes til det, der måtte befinde sig i akkumulatoren, inden instruktionen udføres, og denne sum anbringes herefter i AX.

