Adresserum
(engelsk: address space).
Betegnelsen for mængden af forskellige værdier, en given adresse kan antage. Dette gælder for såvel lageradresser og I/O adresser som netadresser.
Værdiområdet for netadresser afhænger af det aktuelle adresseformat; for IP adresser er der afsat 32 bit, men da der findes forskellige klasser af adresser, er der tale om mindst fire forskellige adresserum af noget forskellig størrelse. Se også nummerplan.
Værdiområdet for de adresser, en computer kan benytte i forbindelse med brug af arbejdslager afhænger primært af processorarkitekturen, dvs. om der er tale om en 8, 16, 32 eller 64-bits processor. Der specificeres oftest både et fysisk og et logisk eller virtuelt adresserum. Det fysiske adresserum vil normalt svare til den maksimale størrelse af arbejdslageret i computeren. For en PC med Pentium processor vil det fysiske adresserum således være 4 GB. Det logiske adresserum for samme processor er imidlertid 64 TB (Terabyte). På computere med processorer, der kan arbejde med 64 bit (f.eks. Alpha), vil det fysiske og logiske adresserum kunne være mange gange større. Se også virtuelt lager.

