Adaptiv rutning

Dirigeringen af opkald i det offentlige telenet eller i private net kaldes rutning. Oftest sker denne rutning på grundlag af faste tabeller, der er indlagt i nettets knudepunkter (knude). Med adaptiv rutning forstås en dirigeringsmekanisme, hvor rutningen imidlertid ikke er bestemt af sådanne fast indlagte tabeller.

I én variant af adaptiv rutning udvikles rutningsfunktionen ved automatisk opbygning og ændring af rutningstabellerne. Grundlaget herfor er dels de erfaringer, som indsamles under afvikling af trafikken, dels regelmæssige rundspredninger om konfigurationsændringer i nettet. F.eks. sender hver knude meddelelse om sine naboer til alle andre knuder, der derved kan sammenstykke hver sit billede af det samlede net. Lokale algoritmer kan herefter beregne de bedste dirigeringstabeller.

I en anden variant anvendes der slet ikke rutetabeller i den adaptive rutning, idet der for hvert opkald sker en global søgning af det kaldte nummer med mekanismer, som samtidig udpeger den bedste vej for forbindelsen. Denne fremgangsmåde tillader fri nummerering og flytning af tilslutninger, men den er samtidig meget belastende, da alle nettets knudepunkter involveres i hvert opkald.

Adaptiv rutning benyttes fortrinsvis i private net med en begrænset udstrækning for koblede tjenester, mens det adaptive princip benyttes udbredt for forbindelsesfri transmission, herunder IP-baserede net. I det offentlige telenet benyttes såkaldt alternativ dirigering i vidt omfang. Hermed forstås en dirigering, hvor rutetabellerne indeholder forslag til alternative veje, som kan benyttes, når den primære vej er overbelastet eller fejlramt.