Abonnentnummer

Betegnelse, som benyttes i forbindelse med de offentlige teletjenester, der i almindelighed leveres via et abonnement. For hver tilslutning allokeres et unikt nummer, der benyttes til dirigering og identifikation. Nummerplanerne er nøjere fastlagt i anbefalinger fra ITU.

Der findes tre internationalt fastlagte nummerplaner for telenettet. Den ene er telefonnummerplanen E.164, som også benyttes i ISDN. Herudover findes telexnummerplanen F.69 og en nummerplan, X.121 for offentlige datanet. Hvert land er ansvarlig for entydige nationale numre i disse planer, som herefter bliver unikke ved tilføjelse af landskoder. Disse er i øvrigt forskellige i de tre nummerplaner. Se også nummerplan og internationalt nummer.

Forfattere: 
Mogens Ritsholm
Casper Thomsen