APPN
Advanced Peer-to-Peer Networking. En metode for opnåelse af generel peer-to-peer kommunikation i SNA-baserede kommunikationsnet. Et APPN-net består af peer systemer, der egenhændigt kontrollerer det net, som de selv er en del af. Der er derfor ikke brug for en traditionel SNA værtscomputer i et APPN-net.
APPN kan opfattes som en implementering af LU 6.2 protokolarkitekturen samt LEN, men formelt er APPN en implementering af NT 2.1. Ud over NT 2.1's mulighed for at etablere en peer-to-peer forbindelse mellem to nabo-noder i et kommunikationsnet, omfatter APPN tillige mulighed for generel peer-to-peer kommunikation mellem vilkårlige noder. Dette kræver overblik over kommunikationsnettets opbygning og ressourcer, hvorfor network management er en integreret del af APPN.
APPN indeholder derfor en udvidet version af NT 2.1, der varetager de "fysiske" aspekter af nettet: rutning, topologi, ressourcetildeling og network management. Når en session er etableret mellem to systemer, er det LU 6.2, som definerer de benyttede protokoller. I praksis anvendes APPC-implementeringen af LU 6.2 til kommunikationen mellem to nabo-noder.
APPN understøtter dynamisk rutning i nettet. Data kan sendes fra en node til enhver anden node, uden at afsenderen manuelt skal lave en konfigurering af oplysninger om modtagernoden og alle de mellemliggende noder.
Rutningen i APPN benytter sig af dynamisk opdatering af distribuerede rutningsdatabaser i nettet. Hver gang en ny node bliver koblet til nettet, vil konfigureringen og opdateringen af databaser ske automatisk. Herved spares meget manuelt konfigureringsarbejde, som i et traditionelt kommunikationsnet tager lang tid. F.eks. er generering af nyt NCP og VTAM for hver ændring ikke længere nødvendigt i et APPN-net.
I APPN er der defineret tre typer noder: network node, end node og LEN node. Network node og end node er begge af typen NT 2.1 med APPN-udvidelser. LEN (Low Entry Networking) node er en almindelig NT 2.1 uden APPN-udvidelser.

