68000-processor

68000 er en generisk betegnelse for en tidligere ret anvendt familie af mikroprocessorer fra det amerikanske firma Motorola. 68000-familien er kendetegnet ved en fælles 32-bit arkitektur, der gør, at programmer umiddelbart kan flyttes fra de første modeller i serien til de senere modeller uden at skulle oversættes igen.

Fælles for alle processorerne i familien er et meget regelmæssigt registersæt, bestående af 8 stk. ens 32-bit dataregistre og 8 stk. ens 32-bit adresseregistre. Alle dataregistre kan anvendes på lige fod, og alle adresseregistre kan vilkårligt anvendes som f.eks. indeksregistre, adressepointere og stack-pointere. 68000-processorer arbejder i to tilstande: user mode og supervisor mode. Supervisor mode tillader udførelse af privilegerede instruktioner og benyttes primært til styresystemprogrammel. 68000-familien anvender desuden en asynkron busstruktur, der gør det muligt at blande lagerkredsløb og I/O-porte med forskellige tilgangstider uden brug af egentlige faste wait states.

De første versioner af 68000-processoren (MC68000 og MC68010) benyttede en ekstern 16-bit databus og 24-bit adressebus. Senere udgaver (MC68020, MC68030 og MC68040) var alle "ægte" 32-bit processorer, dvs. med ekstern 32-bit data- og adressebus. Tidligere udgaver anvendte alle mikrokode til at implementere instruktionssættet (i modsætning til RISC-processorer), men senere udgaver havde instruktionssættet implementeret direkte i logiske kredsløb af hensyn til ydeevnen.

68000-familien var typisk anvendt i specielle arbejdsstationer og større mikrocomputere til flerbrugerdrift, især sammen med styresystemet UNIX. Den største kommercielle udbredelse fandtes i Apple's Macintosh-computere. Endvidere anvendtes 68000-processorer ofte som interne CPU'er på controller-kort. En stor del af markedets laserprintere indeholdt således processorer fra 68000-familien.

Forfattere: 
Tue Bertelsen
Casper Thomsen