Se de nyeste trends inden for bærbare computere
14 timer på en enkelt opladning, lover Asus med denne 1005PE-netbook. Det sker med hjælp fra en Intel Atom N450-processor fra Pine Trail-serien med 45 nanometer teknologi, samt en LED-belyst skærm. Ved at skrue ned for kræfterne, kan et batteri med seks celler og 63 Wh strækkes langt.
Asus Eee 1018 blev lanceret tirsdag, da Cebit åbnede. Der er klemt 10 timers batteritid, USB 3.0, fingeraftrykslæser og 2 gigabyte ram ned i den kun 18 mm tykke maskine, der er klædt helt i aluminium. Der er sket meget, siden Asus opfandt netbook-kategorien som et billigt og sjældent særlig kønt alternativ til en 'rigtig' bærbar computer i 2007.
Nokia er lige i hælene med Booklet 3G. Her får man 12 timers batteritid - i medvind og ned ad bakke - i en utrolig sexet indpakning. Netbook-computeren koster dog 6.000 kroner i Danmark og byder ud over lang batteritid og en indbygget GPS ikke på meget andet end andre netbooks.
Acer havde sin Android-netbook Aspire One D250 med til Tyskland. Computeren booter som standard i Android - på under 20 sekunder - og så kan man skifte over til Windows XP, hvis man vil.
Der var dog ikke gjort meget for at tilpasse Android til en skærm, der er større end de tre tommer, en smartphone normalt har at gøre godt med. Lommeregneren havde således meget store knapper, fordelt over hele skærmen.
Acer har også kastet sig frådende over smartphone-markedet og havde 15 forskellige telefoner med, hvor de fleste kørte på Android. Her er det en Acer BeTouch E400, der ligesom resten af Acers udvalg dog ikke imponerer med banebrydende specifikationer.
USB 3.0 var en anden udbredt trend på årets Cebit-messe. Det giver langt hurtigere forbindelse til eksternt udstyr end forgængeren 2.0, med et teoretisk maksimum på 4,8 gigabit pr. sekund, hvilket er ti gange hurtigere end tidligere.
I Asus’ forsøgsopstilling med eksterne USB 2.0 og 3.0-harddiske, blev en filoverførsel mellem to og tre gange hurtigere med USB 3.0.
Udover højere hastighed, der for eksempel gør det muligt at bruge webcams i fuld 1080-HD-opløsning, giver USB 3.0-stik også mere strøm fra sig: 900 mA mod USB 2.0’s 500 mA. Det betyder blandt andet hurtigere opladning af mobiltelefoner og andet udstyr.
Nu hvor USB 3.0 begynder at bliver hverdagskost, vrimler det også frem med tilbehør, så man kan opgradere sin computer med USB 3.0 via PCI-porten eller tilslutte SATA-diske via USB 3-porten.

Tilføj kommentar