Her er dit liv, Windows
Windows 1.0 blev lanceret i november 1985, men projektet med at bygge en ny brugergrænseflade oven på MS-DOS begyndte allerede i 1981. Da Apple havde patent på overlappende vinduer, måtte Microsoft nøjes med at have vinduer ved siden af hinanden. Dialogbokse måtte dog godt puttes oven på vinduer.
Næste version af Windows kom i 1987, hvor juraen var faldet på plads, så vinduer godt kunne have overlap. Selvom Windows 2.0 stadig var en grafisk overbygning på MS-DOS, fik 'skallen' flere og flere elementer fra et styresystem, for eksempel egne drivere.
Med version 3 af Windows blev brugergrænsefladen for første gang bredt kendt. Version 3.0 kom i 1990 og blev en succes for Microsoft, der opgraderede til version 3.11 i 1992 (billedet). Systemkravene var en 8086-processor, 640 kilobyte RAM og 6-7 megabyte diskplads.
Med Windows 95 får Windows rystet DOS-arven af sig og bliver et selvstændigt styresystem. Den nye opbygning af brugergrænsefladen med en start-knap og en proceslinje er blevet beholdt til den dag i dag. Arkitekturen blev opgraderet til 32-bit, som det havde været teknisk muligt at bruge siden 386-processorerne. Der gik dog lidt tid, før det blev implementeret, fordi Windows skulle være bagudkompatibelt.
Internet Explorer 1.0 var klar i ved lanceringen af styresystemet 1995, men fulgte ikke med Windows 95, med mindre man købte Plus!-pakken, der også indeholdt ekstra grafiske temaer.
Sideløbende med forbruger-udgaverne af Windows, udvikler Microsoft Windows NT med en ny kerne, der er mere stabil. Den første udgave af Windows NT lanceres i 1993, og i år 2000 fortsættes serien under navnet Windows 2000.
Afløseren for Windows 95, 98 og ME bliver Windows XP, som bliver bygget over den mere stabile NT/2000-kerne. Den farverige brugergrænseflade faldt ikke i alles smag, men styresystemet bliver hurtigt populært og er i dag, otte år efter lanceringen i 2001, stadig det klart mest udbredte styresystem på kloden.
I en verden, hvor internettet er blevet allemandseje, kikser Microsoft på sikkerhedsområdet ved ikke at lade den indbyggede firewall været slået til som standard. Det bliver løst med service pack 2 i 2004.
Efter en lang og knudret udviklingsproces, hvor al koden undervejs blev hældt i skraldespanden, så man kunne starte forfra, lanceres Windows Vista efter mange års forsinkelse i januar 2007. Men modtagelsen er kølig.
Hardwarekravene er voldsomme i forhold til hvad menigmand råder over, der mangler drivere til meget hardware, og sikkerhedsstramningerne irriterer brugerne og får dem til at slå User Access Control-funktionen helt fra.
Styresystemet kostede over 30 milliarder kroner at udvikle, men ender med at blive en klods om benet for Microsoft. De fleste firmaer vælger at fortsætte med Windows XP eller tidligere versioner, og i stedet vente til næste udgave af Windows.
Med den dårlige modtagelse af Vista, har Microsoft travlt med at få en afløser på gaden, og Windows 7 lanceres under tre år efter Vista. For første gang har Microsoft et styresystem, hvor kravene til hardwaren er lavere end hos forgængeren.
En uvant omfattende betatest-periode, hvor millioner af brugere kunne downloade en velfungerende beta og Release Candidate-udgave, betyder, at styresystemet får en udbredelse på 1-2 procent af markedet allerede inden det er lanceret.


Tilføj kommentar