Drupal Drupal er et gratis, open source content management system (CMS), der i Danmark er specielt udbredt blandt mediehuse - heriblandt Berlingske, B.T., TV 2 Sport, Information og Version2. Systemet er baseret på PHP og kendetegnet ved en meget modulær opbygning, så moduler gennem events (i Drupal kaldet hooks) kan påvirke hinandens funktionalitet. Drupal betegnes derfor også som et content management framework (CMF), og der findes på drupal.org flere end 7.000 brugerskabte moduler (kaldet contrib-moduler). Den seneste udgave fra januar 2011 er Drupal 7, der af firmaet Acquia også leveres som en SaaS-tjeneste på drupalgardens.com.