Tre enkle metoder til at øge produktiviteten

Regeringen har som bekendt nedsat en produktivitetskommission, som skal komme med forslag til, hvordan vi i Danmark kan øge produktiviteten. Den har nemlig gennem de seneste godt 15 år udviklet sig bemærkelsesværdigt svagt herhjemme. Fra 1996 til 2011 er produktiviteten i det danske samfund således kun steget med 0,8% årligt. Kommissionen skal være klar med sine forslag i slutningen af 2013, men i sidste uge gav kommission officielt lyd fra sig for første gang i form af et debatoplæg, som kort beskriver udfordringerne. Af debatoplægget fremgår det klart, at kommissoinen i det kommende år vil gå på intensiv jagt efter såkaldte produktivitetshæmmere i det danske samfund, såvel i den private som i den offentlige sektor.

For den offentlige sektors vedkommende håber jeg bl.a., at kommissionen får øje på de tunge og bureaukratiske udbudsregler, på de 1-årige budgetter, der medfører en altfor usmidig ressourceallokering, samt på mere dynamiske incitamentsstrukturer i forbindelse med effektiviserings- og innovationstiltag.

Derudover har jeg tre meget lavpraktiske anbefalinger til at øge produktiviteten:

  • Gør noget ved mailbomben. Alt for mange af os spilder oceaner af tid på at læse fuldkommen irrelevante mails, bare fordi det er så nemt at sende dem og at sætte Gud og hver mand på som 'cc'.

  • Skær dramatisk ned på fysiske møder. Hvis der endelig skal holdes møder, så hold dem som videomøder, som ud over at spare os for en masse transporttid også har den befriende kvalitet, at det holder deltagerne til dagsordnen.

  • Vent med at anskaffe nye teknologier og smarte gadgets til de rent faktisk virker!

Ole Bechs billede

Kommentarer (2)

Jacob Christian Munch-Andersen

Et af de største problemer at tage fat på er væksten i dansk lov, mængden af lovtekst, bekendtgørelser osv. vokser progressivt, vi er langt langt forbi det punkt hvor et enkelt menneske kan overskue hele den danske lov. Politikerne dynger i blinde mere og mere ovenpå. Det sker da at en lov afskaffes, men i reglen ikke uden at 10 nye vedtages.

At love brydes eller ignoreres fordi stort set ingen kender dem er selvsagt. Men langt værre er det at vi bruger enorme ressourcer på at administrere dem, ikke kun i det offentlige, men så sandelig også i virksomheder hvor loven giver rigeligt beskæftigelse, ikke kun til jurister og revisorer, men også helt almindelige medarbejdere som må sætte tid af til at administrere deres lille del af bureaukratiet. Og hvem er ramt hårdere end almindelige lønmodtagere som ikke forstår deres selvangivelse? Det skal jeg sige jer, modtagere af stort set alle former for sociale ydelser skal navigere i et rent paragrafhelvede.

Selvfølgelig har samfundet brug for administration, men bureaukratiet er blevet langt tungere end nødvendigt.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

IT Businesses