Store ambitioner for få midler
I den forgangne weekend faldt den såkaldte økonomiaftale mellem Regeringen og KL på plads. Aftalen sætter rammerne for kommunernes økonomi i 2013. Det bemærkelsesværdige ved denne aftale er, at det er den klart mest digitale til dato. Forstået på den måde, at digitalisering som instrument til at opnå besparelser fylder ganske meget.
En nærmere gennemgang viser, at det er digitaliseringen i forhold til landets borgere, der skal give penge i kassen. De netop vedtagne love om obligatorisk selvbetjening, som vil 'ramme' landet i en serie af bølger i de kommende 3-4 år, er i aftalen angivet til at give 41 mio. kr. i besparelser i 2013 og hele 255 mio. kr. i 2014. For en kommune på størrelse med den, som jeg kommer fra, betyder dette en besparelse i 2014 på ca. 4 mio. kr.. Besparelser, som altså alene skal opnåes ved, at borgerne ikke længere kommer personligt i Borgerservice, ringer eller mailer, men betjener sig selv 100%.
Borgernes brug af Digital Post er det andet store dyr i økonomiaftalen. Her er aftalt besparelser for 244 mio. kr. i 2014 alene på porto, papir og kuverter. Eller hvad der svarer til 3 mio. kr. i en kommune som min.
Aftalen skal læses som et skridt på vejen mod indhøstningen af de 2 mia. kr., som digitaliseringen af den kommunale sektor jævnfør den fælleskommunale digitaliseringsstrategi forventes at give fra 2015.
Men intet kommer som bekendt ud af intet. De nævnte besparelser forudsætter naturligvis, at der foretages betydelige investeringer i IT ude i de danske kommuner. I den sammenhæng er det tankevækkende, at en typisk dansk kommune gennem de senere år har anvendt 1,5 - 2,0% af sit samlede driftsbudget til IT. Det er faktisk ikke meget. I de statslige organisationer er tallet det dobbelte, mens banker ligger omkring 10%. Det ser således ud til, at kommunerne har en udfordring med hensyn til at få kanaliseret flere midler over til digitalisering, hvis de aftalte mål om besparelser skal nås. Men hvilke midler er det mon? De besparelser, som digitaliseringen generer, føres jo hverken helt eller delvist tilbage til reinvestering, men ned i en slunken statskasse .....
Ole er digitaliseringschef i Roskilde Kommune med ansvar for it-drift, digitalisering og borgerservice. Han har fokus på de strategiske og ledelsesmæssige aspekter af it og blogger om it i det offentlige Danmark.


Tilføj kommentar