
Og nu til noget helt andet...
Jeg har rodet mig ud i at være med til at arrangere en konference.
Hidtil har alt det der med at sørge for frokost, kuglepenne og momsregnskab været noget der skete for andre mennesker, men i år skal EuroBSDcon konferencen være i København, så jeg kunne ikke smyge mig udenom.
EuroBSDcon er en ud af tre årlige konferencer om BSD familien af operativsystemer, BSDcan i Ottawa tager sig af nord & sydamerika, AsiaBSDcon tager sig af stillesshavsområdet og EuroBSDcon dækker de lavest numererede længdegrader.
Min konferenceerfaring er som taler, så jeg har "kun" ansvaret for programmets indhold og talernes ve & vel. Alt det der med online bestillinger, antal kuverter til social event osv. "the usual crowd" fra BSD-DK taget sig af, sammen med DKUUG's sekretariat.
I virkeligheden er det ikke meget der skal til før en konference er en success: nogle gode talere. Hvis maden og lokalerne også er gode bliver konferencen naturligvis bedre, men så kommer det der med underskud pludselig ind på radar'en, men vi ser ud til at klare skærene, selvom prisen blev højere end vi havde håbet.
Vi har droppet at trykke "proceedings", dels er EuroBSDcon mere en slags brugergruppemøde end en akademisk konference, dels er det gammeldags. Istedet får deltagerne presentationerne udleveret på en USB-key. Den er heller ikke så tung at slæbe igennem lufthavnen.
I modsætning til Linux verdenen har BSD ikke nogen alment respekteret pave (kejser ?), så det er lidt af en politisk balancegang at få programmet lagt: der skulle gerne være noget fra alle tre hovedprojekter og gerne også noget fra de mindre sideprojekter.
Jeg er dog foreløbig godt tilfreds med det program jeg har fået strikket sammen, nu mangler jeg bare at få talerne helskindet til København og på podiet til tiden.
Særligt vil jeg anbefale sikkerhedsansvarlige, uanset hvilket operativsystem i bruger, at høre fredagens stribe af sikkerhedsforedrag. IT-sikkerhed er nået langt videre end virusscannere og firewalls.
Og John Harmann's keynote bliver underholdende: En vaskeægte IBM'er der fortæller UNIX folket at de fik pipe's galt i halsen :-)
phk
PS: ja, man kan stadig melde sig til.
Poul-Henning er selvstændig systemprogrammør, kernekoder, Varnish-forfatter, data-arkæolog og brokkehoved uden særlig portefølje.
Follow @bsdphk
