Når en hobby bliver til et arbejde

Jeg er helt holdt op med at rode med de aspekter af mit arbejdsområde der, som hobby, egentlig var min indgang til faget. Hobby er blevet arbejde, og så har jeg fundet andre ting jeg leger med i fritiden.

Linux har været og er min store hobby. Arbejdsmæssigt er det kommet til at fylde stort set det hele efterhånden. Også lidt af en ønske situation. Det bliver dog mest til systemadministration på hjemmefronten, mens programmering er i arbejdstiden. Inspirationen og gnisten til at programmere i fritiden er der ikke rigtigt længere. Det kræver en fordybelse, der også kan være svært at finde med 3 unger på 5 år og nedefter. Hyggeprojekter er og bliver kun hygge, hvis man sætter et ambitionsniveau, der passer med det realistiske. Masser af gode ideer forbliver blot gode ideer. Det har jeg lært at leve med.

Det kender jeg kun alt for godt Peter, min hobby og mit arbejde har været et fedt i snart 25 år.

I modsætning til dig (?) har jeg ikke papir på at kunne noget, så jeg føler mig pisket til hele tiden at udvidde min horizont med sideprojekter i "forskningsafdelingen".

En af de ting jeg har fundet ud af, er at det er vigtigt at der er plads til at være lidt fjollet: det må ikke være seriøst det hele.

Derfor har jeg hvert år et "juleprojekt" der absolut ingen vegne fører og sjældent har nogen som helst praktisk nytte noget steds, men som er sjovt at rode med.

F.eks skrev jeg engang et V.21 modem i software[1].

Jeg har også bygget forskellige elektroniske gadgets på den konto, f.eks det ur der står på natbordet.

Næste gang du får et fjollet indfald, så husk det og gem det til et hobby projekt og husk dig selv på, at du kun gør det for sjov skyld.

Poul-Henning

[1] Nej, jeg forventer ikke at i har hørt om det før: V.21 er stort set den oprindelige modem-standard som bruges ved hastigheder op til 300 bit/sec. Man sender en tone der har en frekvens for '0' og en anden frekvens for '1'.

Jeg er så heldig at på mit arbejde er der altid nogle småprojekter man kan gå og bakse med sideløbende med den daglige arbejdsopgave. Jeg kan kun være enig med phk i at man bør have nogle sjove sideprojekter, det hjælper i hvert fald mig med at det hele ikke bliver alt for arbejds agtigt. Fordelen ved de små sideprojekter er også at de ikke har nogen deadline, du kan altså rode med dem når du har tid og får den gode ide til at komme videre.

Det sjove er at det oftest viser sig at mange af de her småprojekter, fordi de får lidt mere kærlighed og omsorg, går over og bliver nogle af de største successer. Men det bør ikke være målet da det igen vil ødelægge det hobbyagtige ved dem.

Happy Hacking, LUG-møder, Hackerspaces, Bugathons, sprints, Ruby Brigades... Der er masser af muligheder for at komme ud og nørkle med sine egne hyggeprojekter eller arbejde på et fælles projekt.

Nu er jeg, ligesom PHK selvstændig og så er det nemmere at få taget tid til sine hobby-projekter i de perioder hvor man kan tage nogle hverdage ud til det.

Det kan man jo ikke som fastansat, og så må jeg indrømme at med 2 små børn og et gør-det-selv hus, der er laaangfra færdigt, så får jeg heller ikke lavet noget hobby om aftenen/weekenderne :)

Det er sådan set det jeg synes der er det geniale ved Googles "20% tid", det giver netop tid til underlige projekter og personlig udvikling.

Om det så skal foregå på arbejdet er et helt andet spørgsmål...

Poul-Henning

Nu har jeg så desværre hørt fra nogle tidligere medarbejdere hos Google at det forventes at man når 100% af arbejdet på de 80% af tiden man har til rådighed.. og så er det pludselig ikke så fedt.. men idéen er god.

Lige en ikke it-relateret kommentatar.

For nogle år siden læste jeg at det var vigtigt at have en hobby som var noget helt andet end det man arbejdede med til daglig, (vist i "The Pragmatic Programmer" (eller det kunne have været en anden bog)). Derfor begyndte jeg at gå til Italiensk (hvis bare jeg havde fået en krone hver gang nogen har sagt "italiensk for begyndere he he"). For der kan da ikke være noget som er længere væk fra Software udvikling.

Idag bor jeg i Rom. Jeg blev jo ikke lingvist, men det der med det italienske udviklede sig til en del mere end jeg lige havde forventet.